Er der noget bedre end at starte morgenen med nybagte varme boller? Nej vel! Det har bare ofte den ulempe at man skal stå tidligt op/spise sen morgenmad hvis der skal kunne lade sig gøre.
Jeg har nu fundet frem til en alternativ løsning som fungerer helt perfekt i det lille hjem og ofte bruges i weekenden, når vi har ferie, overnattende gæster og lignende. Bedst af alt – det er faktisk nemmere og hurtigere end at gå til bageren, og så skal man ikke ud af nattøjet.
Min erfaring er at det i alt tager 15 min. at lave dejen og rydde op så det kan nemt laves fredag når aftensmaden laves.
Opskrift til ca. 12 boller
info: Denne opskrift tager lidt længere tid at lave pga. hævetiden.
Ingredienser
5 g gær
½ l lunkent vand
1 tsk akacie honning
1 spsk olivenolie
250 g grahamsmel (alternativt speltmel)
350 g sigtet speltmel
1 tsk salt
Fremgangsmåde
Start med at smuldre gæren i en skål og tilsæt vand. Rør ingredienserne sammen indtil gæren er opløst.
Tilsæt akacie honning, olivenolie, og rør det hele sammen.
Til sidst tilsættes grahamsmel, sigtet speltmel og salt og det hele piskes kort sammen med elpiskeren. Dejen kan ikke tages op og æltes som bolledej ofte kan – det er den for klistret til.
Kom stanniol over skålen og stil den på køl i minimum 6 timer inden bollerne laves.
Når du tager bollerne ud kan du se at dejen er hævet lidt. Form bollerne med 2 spiseskeer og kom dem på en bageplade med bagepapir.
Bollerne skal have ca. 20-25 min ved 230 grader alt efter hvor store de laves og hvilken ovn der bruges. Når de er blevet gyldne ovenpå er de færdige, og de tages ud af oven og serveres straks.
Dejen kan sagtens holde sig i køleskab 3-4 dage. Dog vil jeg sige at de færdig bagte boller smager bedst den dag de er blevet bagt.