I foråret 2013 begyndte jeg at blogge. Efter mange overvejelser og tanker omkring det at blogge og dele min opskrifter samt billeder med andre besluttede jeg mig for, at kaste mig ud i det.
Min madblog var en realitet.
Omdrejningspunktet for min blog er hverdagsmad. Hvorfor lige hverdagsmad? Det er ganske enkelt fordi det er det, jeg laver mest af.
Jeg ved både fra mig selv, venner og familie at det f.eks. efter en lang arbejdsdag kan være svært at finde på noget kreativt og anderledes mad. Indkøbsedlen skal hurtig skrives, inden man skal hen at handle, hvis ikke det gøres på rutinen i supermarkedet. Resultatet: Man laver de samme retter igen og igen.
Det vil jeg nu lave om på!
Jeg elsker god mad. Mad der smager af noget, dufter af noget og ser indbydende ud. Jeg vil dele ud af mine mange opskrifter, inspirere og opmuntre til, at du prøver noget nyt mad. Ikke alle opskrifter er banebrydende. Men hvis du er vant til at få pasta/kødsovs flere gange om måneden, og den hver morgen står på havregryn med mælk, så skal vi nok få piftet menuen lidt op.
Det gode ved mine opskrifter er, at stort set alle ingredienser kan købes i supermarkedet. Du skal derfor ikke i specialbutikker. Derudover har jeg taget en kostvejlederuddannelse og har generel interesse for ernæring og sundhed. Mine opskrifter bærer derfor ofte præg af den interesse.
Det hænder, at jeg har en dag i weekenden hjemme, hvor der rigtig er tid til at hygge i køkkenet. Ved specielle lejligheder og når vi har gæster, elsker jeg desuden at gøre lidt ekstra ud af madlavningen. Der vil derfor ind imellem snige sig opskrifter som langtidsstegt lammekølle, tidskrævende kageopskrifter og lignende ind på bloggen.
Jeg synes ganske enkelt ikke du skal snydes for de opskrifter og jeg lover at gøre opmærksom på det i opskriften, hvis det er en af de mere tidskrævende.
Jeg håber du synes om min blog og den vil inspirere dig til en masse lækker og smagsfuld hverdagsmad 🙂