Kan du ligesom mig heller ikke finde den helt rigtige müsli i supermarkedet? Enten er rosinerne for store, der er tørret banan i, eller problemet som gælder for de fleste varianter: der er alt for meget sukker i.
Jeg spiser ofte skyr til morgenmad da det er sundt og har en højt proteinindhold der gør, at det mætter længe. For at gøre det lidt lækkert putter jeg ofte æbler, blåbær, jordbær, ferskner eller mango ovenpå. Derudover drysser jeg lidt hjemmelavet müsli på da jeg synes det er godt med lidt knas til skyren og frugten og da f.eks. mandler er med til at stabilisere blodsukkeret så der ikke kommer for store udsving på grund af sukkeret i frugten.
Jeg har eksperimenteret med adskillige ingredienser og har nu fundet min favorit som mætter godt, giver en masse gode fedtstoffer, er flot i farverne og så er den let at lave.
Du har måske før læst/hørt om Granola. Granola er Müsli der er ristet i honning. Nedenstående opskrift er ristet i honning, jeg foretrækker bare at kalde det for müsli.
1 portion (nok til en person et par uger)
Ingredienser
200 g trekornsflager med hyben (Urtekram – alternativt kan der bruges grovvalsede havregryn)
70 g græskarkerner
70 g quinea
50 g mandler
60 g tørrede abrikoser
40 g gojibær
2 spsk honning
Fremgangsmåde
Først hakkes mandlerne groft. Derefter blandes trekornsflager, græskarkerner, quinea og mandler i en skål. De 2 spiskeskefulde honning tilsættes og blandes godt med resten af ingredienserne pånær quinea.
Tag en stor pande og tænd den på middel varme. Hæld müsliblandingen på panden og rist den i 5-10 minutter alt efter hvilken pande du har. Blandingen skal ristes til den er blevet gylden og græskarkerne er begyndt at poppe. De sidste par minutter du rister blandingen tilsættes quinea der ikke skal have så længe. Vær opmærksom på at røre i müslien løbende da den let kan brænde på.
Lad derefter müslien køle af inden den hældes i en beholder. Hak de tørrede abrikoser og bland dem og gojibærene i müslien når den er kølet af og så har du müsli til et par uger.
Det tager lige lidt tid den første gang – men det er arbejdstiden værd. Det smager af langt mere end det man køber og så ved man hvad der er i. Allerede 2. gang er det hurtigt lavet.
Der er selvfølgelig muligt at bytte ingredienser ud som man har lyst til. Jeg har bl.a. også eksperimenteret med rosiner, kokosmel, kokosflager, hasselnødder, speltflager, ruggryn, havregryn, solsikkekerner og hørfrø. Det er et spørgsmål om smag men også pengepung da der er stor prisforskel på de forskellige gryn, kerner og nødder.
En anden mulighed er at undlade honningen for at nedsætte kalorierne/for i stedet at tage lidt på når man laver den enkelte portion. Jeg synes det smager godt med lidt honning og har erfaret, at ved at putte det i når jeg laver müslien bruger jeg langt mindre end hvis jeg gør det på den enkelte portion.
Müslien kan holde sig et par uger i lufttæt beholder.
God fornøjelse med produktionen!