Pasta med italienske kødboller i tomatsovs

Pasta med italienske kødboller i tomatsovs

Pasta med italienske kødboller i tomatsovs

Vi er rigtig glade for italiensk mad her i det lille hjem og det er derfor ofte på menuen.
Spagetti bolognese er altid et hit – men det bliver lidt ensformigt i længden. Jeg husker at jeg som det kræsne barn jeg var, altid bestilte det når vi var på ferie. Det var stort set altid lavet på samme måde og uden de store overraskelser til min store glæde.

Det har ændret sig siden. Nu synes jeg tværtimod det er kedeligt at spise de samme retter for ofte, jeg laver derfor ofte nye retter og nye versioner af en god ret.  Det er lidt som med musik. Tager man en gammel klassiker og laver en ny version falder den enten helt igennem eller også bliver den et hit. Jeg synes personligt den her er et hit 🙂

Men nok om musik. Jeg har sammensat en ny version af den klassiske bolognese til jer og jeg håber den falder i god jord. Skriv endelig en kommentar hvis du laver retten, om den kan ”hamle op” med bolognese.

Opskrift til 4 personer

Ingredienser
250 g løg
1 æg
400 g oksekød
3 fed hvidløg
½ del mælk
150 g champignon
500 g hakkede tomater
100 g tomat puré
½ dl rødvin (alternativt mælk)
1 tsk sukker
Timian (gerne frisk)
Salt og peber
lidt olivenolie til at stege i
400 g spagetti eller frisk pasta
Evt. parmesan og frisk basilikum

Pasta med italienske kødboller i tomatsovs

Fremgangsmåde
Snit 100 g løg samt hvidløg fint og kom det op i en skål.

Tilsæt oksekød, æg, mælk, timian, salt og peber og pisk det med elpiskeren.

Form kødbollerne med 2 spiseskeer og steg dem på en pande ved middel varme med lidt olivenolie.

I mellemtiden snittes champignon og det resterende løg og vandet sættes over til pastaen der koges al dente.

Når alle kødbollerne er steget tages de af panden og der kommes lidt ny olivenolie i hvorefter løg og champignon svites et par minutter.

Derefter tilsættes hakkede tomater, tomatpuré og rødvin og det skal så have lov til at simre ca. 10 min. Det passer med pastaen tilsættes her (hvis det ikke er frisk pasta da det kun skal have 4-7 min)

Til sidst kommes kødbollerne tilbage på pandes og blandes med sovsen. Den smages derefter til med salt, peber og lidt sukker hvorefter den er klar til servering.

Skal retten lige have et ekstra pift så riv noget parmesan ost groft og drys det hen over sammen med lidt frisk basilikum, og nu hvor du har åbnet rødvinen smager det altså godt med et glas til 🙂