Jeg var for nylig i Aarstidernes gårdbutik, hvor jeg fik købt en masse ting, blandt andet 2, 5 kg San Marzano – Det kan du læse mere om her.
En del af tomaterne skulle bruges til at lave ovntørrede tomater.
Jeg har mange gange smagt soltørrede/ovntørrede tomater købt i supermarkedet, både dem i poser og dem i olie i glas – og det er bare ikke lige mig. Jeg ville derfor prøve at lave dem selv og se om det gjorde en forskel.
Det gjorde en verden til forskel! Efter jeg spændt havde kigget ind til tomaterne i ovnen adskillige gange i løbet af 5 timer kom de endelig ud. Det var en ren fornøjelse. Hele køkkenet duftede og tomaterne var så lækre og smagsfulde at jeg nu er blevet stor fan af ovntørrede tomater så længe de er hjemmelavede. Jeg bruger dem ofte i salat, tærter og fyldte pandekager.
Jeg kan varmt anbefale at lave dem, dog skal man være opmærksom på at de skal have lang tid i ovnen og de svinder meget ind.
Opskrift til 1 stort syltetøjsglas
Info: Denne opskrift tager lidt længere tid at lave.
Ingredienser
800 g San Marzano tomater (eller en anden type tomater)
2 spsk olivenolie
3 fed hvidløg
salt
peber
oregano
timian
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 70 grader.
Skær tomaterne i halve. Du kan evt. fjerne kernerne – dette vil gøre at ovntørringen tager kortere tid. Jeg plejer at beholde dem i for at få det hele med.
Skær de fede hvidløg i små stykker eller kom dem alternativt i hvisløgspresseren.
Kom tomater, hvidløg, olivenolie og krydderier op i en skål og bland ingredienserne godt sammen.
Kom tomaterne på en bageplade belagt med bagepapir. De er nu klar til at blive ovntørrede.
Tomaterne skal tørres i ca. 5 timer i ovnen. Dette afhænger dog helt af hvilket tomater du bruger og om du også beholder kernerne. Vend løbende tomaterne rundt på bagepapiret.
Du kan vælge at ovntørre dem helt som i ovenstående overskrift eller alternativt give dem kortere tid så de er semidried. Forskellen er at hvor saftige tomaterne er når de er færdige og hvor lang tid de kan holde sig. Kom tomaterne i en tætlukket beholder i køleskabet så kan de som ovntørrede holde sig i ca. 3 uger.