Gammeldags æblekage - nyfortolket med knas

Gammeldags æblekage – nyfortolket med knas

Gammeldags æblekage - nyfortolket med knas

Gammeldags æblekage minder mig om noget jeg altid har fået hjemme hos mine bedsteforældre og forældre. Selv har jeg faktisk ikke lavet det så ofte – indtil jeg for nogle år siden flyttede over til min kæreste, der bor i underetagen af et hus hvortil der hører en have – En have fyldt med æbletræer vel at mærke.

Jeg har derfor efterhånden lavet jeg ved ikke hvor mange forskellige kager, syltetøj, grød, smoothies osv. osv. med de mange æbler. Jeg har derfor også lavet den traditionelle gammeldags æblekage eller gammeldaws æblekage som vi kalder den hvor jeg kommer fra 🙂

Da jeg synes der er kedeligt at lave de samme opskrifter igen og igen besluttede jeg derfor, at lave en nyfortolkning af den traditionelle gammeldags æblekage – og det var ikke nogen dum beslutning hvis jeg selv skal sige det.

Prøv den – den er virkelig let at lave, og lad mig høre hvad du synes om den 🙂

Ingredienser
400 g skrællede æbler uden kernehus
1 vaniljestang
1 dl vand
30 + 50g sukker
30 g hasselnødder
70 g havregryn
30 g mandler
30 g smør
¼ l fløde

Gammeldags æblekage - nyfortolket med knas

Fremgangsmåde
Skræl æblerne, skær kernehusene ud og bådene i tern. Der skal bruges 400 g æble.

Kom æbleternene op i en gryde sammen med vandet. Skær vaniljestangen igennem og skrab kornene ud. Vej 30 g sukker af og bland vaniljekornene med en lille del af sukkeret for det ikke klumper – Kom det hele op i gryden der tændes ved svag til middel varme så det kan stå og simre under låg.

Lad æblerne simre under låg i 10-15 min. Rør jævnligt i grøden så du sikrer dig at det ikke brænder på. Du vil desuden opleve at efterhånden som æblerne bliver møre kan du røre dem ud.

Imens grøden står og hygger sig,  laves knasen til æblekagen. Vej 50 g sukker og 30 g smør af og kommer det på en pande som du tænder ved svag varme.

Hak mandler og hasselnødder groft og kom det på panden, sammen med havregrynet når smørret er smeltet.

Jeg vil anbefale dig, at blive stående ved komfuret imens du rister havregryn og nødder da det lynhurtigt kan få for meget – og så smager det ikke af andet end brændt og det vil være ærgerligt. Rør derfor jævnligt i knasen der stille og roligt bliver gylden.

Når knasen har en gylden farve tages det af panden og spredes ud på en bageplade med bagepapir på. Dette er for at få det kølet ned hurtigst muligt og undgå det står og får mere varme fra panden og dermed risikerer at komme til at smage brændt.

Når  æblerne er møre og du kan røre dem ud er grøden færdig. Grøden hældes i en bøtte og stilles på køl.

Det eneste du mangler nu er, at piske flødeskummet hvilket jeg vil anbefale dig at vente med at gøre, til lige inden servering – som desværre først er når æblegrøden er blevet kold 🙂

Så er alle ingredienserne klar og du skal blot anrette æblekagen på en indbydende måde. Jeg synes personligt at små glas, champagneglas eller en glasskål får æblekagen til at tage sig godt ud når man laver det i flere lag. Uanset hvordan den serveres, så er jeg sikker på den nok skal blive et hit 🙂

Hvis du ønsker lidt variation til denne opskrift kan du f.eks. altid tilsætte lidt kanel i knas’en, bruge skyr rørt med lidt sukker/sødemiddel og vaniljekorn i stedet for flødeskum eller makroner i stedet for knas.

En tanke om "Gammeldags æblekage – nyfortolket med knas"

  1. Julie

    Jeg har også virkelig haft stor glæde af æblerne fra mit sommerhus i år. Det er så lækkert med æbler fra haven. Jeg har lavet masser af gammeldags æblekage, men skal helt sikkert prøve din variantion med hjemmelavet knas.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *