December – en måned fyldt med julefrokoster, familie tam tam og masser af hygge.
Hvad er definitionen på hygge egentlig? Det har jeg ofte drøftet med folk når man skulle oversætte det til engelsk. Hygge er samvær med andre mennesker, og jeg tror også det for mange danskere indeholder mad – for nogle måske også ofte et enkelt glas et eller andet. En perfekt definition for december måned. Samvær med familie og venner, masser af mad og måske en lille en.
Jeg er glad for julemad, men hører også til dem der har det fint med det kun er en måned. Jeg synes at maden i december er utrolig tung og kaloriefyldt i forhold til det jeg plejer at spise.
Hvis du har det på samme måde vil du helt sikkert kunne bruge denne opskrift. Jeg har lavet en lidt lettere version af ris a la manden – nemlig med yoghurt i stedet for flødeskum. Den smager anderledes en den traditionelle ris a la mande ja, men jeg synes den er et rigtig godt alternativ hvis man gerne vil have en juledessert med knap så mange kalorier.
Hvis du har lyst til at twist appelsinsovsen lidt, kan du prøve at give den en lille smule frisk finthakket ingefær og/eller lidt chili.
Opskrift til 4 personer
Ingredienser
Ris a la mande
700 g kold risengrød
170 g Cheasy vanilje yoghurt
½ tsk vaniljepulver eller kornene fra 1 vaniljestang
Lidt sødemiddel alternativt sukker
30 g mandler
Appelsinsovs
2,5 dl friskpresset appelsinsaft (ca. 3 appelsiner)
2 tsk majsstivelse
2 tsk citronsaft
Sødemiddel alternativt sukker
Fremgangsmåde
Kom risengrøden op i en skål og vend vanilje yoghurt og vaniljepulver i.
Smag ris ala manden til med lidt sødemiddel og evt. lidt ekstra vaniljepulver hvis du ønsker en kraftig smag af vanilje.
Hak mandlerne groft og rist dem ved lav varme på panden. Vær opmærksom på, at hvis nogle af mandlerne er meget finthakket bliver de hurtigere færdige – så enten skal du riste indtil de er færdige, eller sortere det fra bagefter så du ikke får en smag af mandler der er blevet brændt (og nej her menes ikke brændte mandler). Hvis du gerne vil have mandlerne blandet i ris a la manden foreslår jeg at du kommer mandlerne i varm vand og smutter dem og derefter hakker dem i stedet for at riste dem med skal.
Pres appelsiner så du har 2,5 dl som derefter sies en enkelt gang for at få frugtkødet sorteret fra.
Kom appelsinsaften i en kasserolle sammen med citronsaft og majsstivelse. Du kan evt. med fordel ryste majsstivelsen sammen med lidt appelsinsaft i en meljævner inden den kommes i kasserollen.
Pisk det hele godt sammen til majsstivelsen er rørt ud og lad det simre i ca. 5 minutter.
Tilsæt lidt sødemiddel og kom en teskefuld op på en tallerken og smag på sovsen når den er blevet kold. Der er også her du kan se om konsistensen er den rette.
For den mest lækre anretning foreslår jeg at du portionsanretter ris a la manden i små skåle med appelsinsovs og ristede mandler ovenpå.