Græskarkage med cream cheese frosting og nødder

Græskarkage med cream cheese frosting og nødder

Græskarkage med cream cheese frosting og nødder

Hvis du ligesom mig elsker svampede kager og ost vil du helt sikker kunne lide denne græskarkage med cream cheese frosting og nødder.

Det bedste ved kagen er, at den både smager godt på dagen men også mindst lige så godt de efterfølgende dage hvis den opbevares i køleskab. Du kan derfor sagtens bage den f.eks. dagen før du skal have gæster – og så opbevare den på køl og pynte den på dagen. Jeg har serveret den for flere forskellige og  alle har synes godt om den.

Opskrift til 10 personer

Ingredienser
Kagen
3 æg
250 g sukker
2 dl smagsfri olie f.eks. solsikkeolie
270 g revet græskar
325 g hvedemel
130 g solsikkekerner
70 g grofthakkede valnødder
1 tsk bagepulver
2 tsk natron
1 tsk salt
2 tsk vaniljesukker
3 tsk kanel

Cream cheese frosting
70 g smør
200 g flødeost
2 tsk vaniljesukker
200 g flormelis

Græskarkage med cream cheese frosting og nødder

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 175 grader.

Pisk æg til en luftig masse sammen med sukkeret og tilsæt derefter olie og revet græskar.

I en anden skål blandes mel, solsikkekerner. grofthakkede valnødder, bagepulver, natron, salt, vaniljesukker og kanel.

De tørre ingredienser vendes forsigtigt i æggemassen så massen forbliver luftig og nødder/kerner ikke ligger sig i bunden af kagen.

Hæld dejen i en springform på ca. 24 cm. Hvis den du har er større er det også ok, da den blot bliver lidt lavere du skal bare være opmærksom på bagetiden.

Kagen skal nu bages i ca. 1 time ved 175 grader. Jeg anbefaler at man lige tester med en gaffel/enden af en tændstik/kødpind eller lign. efter 50 min om der sidder dej fast når man tester i midten af kagen.

Når kagen er færdig bagt, skal den køle helt af inden cream cheese frosting kommes på.

Til cream cheese frostingen er det vigtigt at du bruger blødt smør. Hvis det ikke er blødt, kommer der smørklumper i frostingen. Tag det derfor ud af køleskabet i god tid.

Bland smør med flødeost med en elpisker og tilsæt derefter vaniljesukker.

Derefter tilsættes flormelis.  Jeg bruger 200 g til min cream cheese frosting. Du kan bruge mere, du kan også bruge mindre, det afhænger helt af hvor sød og hvor stiv du ønsker din frosting skal være. Med den mængde jeg bruger er den ret blød at arbejde med – men når den er kommet på kagen og står i køleskabet lidt tid, synes jeg den er lige som den skal være.

God fornøjelse med kagen – Jeg er helt sikker på, at du ikke fortryder hvis du bager den 🙂

Ristede græskarkerner

Ristede græskarkerner

Ristede græskarkerner

Her er en af de mest enkle opskrifter på min blog indtil videre – ristede græskarkerner.

Hvis du har købt et græskar til at skære ud her til halloween, til suppen, bollerne, kagen eller noget helt andet så er det oplagt at gemme kernerne til dette

Jeg bruger kernerne i salater, som topping i supper, tilbehør til tapas og alene som snack.

Lækkert, enkelt og nemt 🙂

Ingredienser
Græskarkerner fra et udhulet græskar
Lidt olivenolie
Salt
Evt. andre krydderier som chili, stødt ingefær, paprika, peber og timian

Ristede græskarkerner

Fremgangsmåde
Udhul et græskar, så du får alle kernerne ud og kom dem op i et dørslag.

Skyl græskarkernerne godt så alt kødet bliver skyllet væk.

Tør kernerne på et stykke køkkenrulle.

Kom kernerne på en pande der er tænd på lav varme. De skal nu tørres på panden og de tager lidt tid ca. 10-15 minutter. Rør jævnligt så de ikke bliver brændte.

Kernerne er færdigristede når de ikke længere hænger sammen og er begyndt at ”klikke”.

Derefter hælder du lidt olivenolie på panden og fordeler det godt blandt kernerne. Oliven olien skal sørge for at krydderierne sætter sig fast på kernerne.

Så er det tid til at krydre kernerne. Du kan lave den klassiske kun med salt og masser af det.

Du kan også eksperimentere med krydderierne efter ønske. Kernerne på billedet har jeg krydret med salt, peber, chili og stødt ingefær.

Græskarboller med havregryn og solsikkekerner

Græskarboller med havregryn og solsikkekerner

Græskarboller med havregryn og solsikkekerner

Det er efterårsferie, snart Halloween og så sælges der græskar alle vegne. En oplagt mulighed for at lave en masse forskellige retter med græskar – eventuelt resterne af det udskårne græskar?

Jeg har lavet boller med græskar i stor stil i dag. Jeg har lavet to forskellige slags til jer som jeg håber i vil syntes om. Den første slags er den her med havregryn og solsikkekerner. Det er en oplagt mulighed for, at få brugt noget af al det græskarkød der er i sådan et stort græskar og så smager det dejligt og gør bollerne svampede.

Som du måske spotter når du kigger dig igennem de to opskrifter, så minder de om hinanden selvom nogle ingredienser er byttet ud med noget andet. Det betyder at du faktisk godt kan lave begge opskrifter på samme tid og så f.eks. kun lave halv portion af hver – så er det lidt at vælge imellem ☺

Du kan se opskriften på de andre græskarboller her.

Opskrift til 12 boller

Ingredienser
250 g græskar uden skræl
20 g olie til stegning
25 g gær
1 dl mælk
1 æg
1 tsk salt
60 g solsikkekerner
40 g havregryn
320 g mel
1 æg til pensling
evt. lidt ekstra solsikkekerner/havregryn til at drysse ovenpå bollerne

Græskarboller med havregryn og solsikkekerner

Fremgangsmåde

Skræl og vej 250 g græskar af. Riv derefter græskaret groft på et rivejern.

Varm en pande med lidt olie op til middel varme og kom det revet græskar på panden. Det skal svitses ca. 5 min til det er mør, men det skal ikke blive brunt.

Tag en skål, og kom mælken der i. For mælken bliver stuetemperatur kan du tage en lille smule af det varme græskar og komme op i skålen. Derefter røres gæren ud deri.

Tilsæt æg, salt, solsikkekerner, havregryn og resten af græskaret og pisk det sammen med elpiskeren.

Nu skal melet tilsættes. kom lidt i af gangen og pisk dejen. Når du kun har lidt mel tilbage tages dejen ud på bordet og æltes godt.

Dejen skal derefter stilles til hævning et lunt sted i 1 time.

Når dejen er hævet deles den i 12 portioner der rulles til runde boller og sættes på en bageplade med bagepapir. De skal derefter efterhæve i 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader.

Efter bollerne har efterhævet skal de pensles med et æg og kan drysses med solsikkekerner eller havregryn.

Bollerne skal have 20 minutter i ovnen og så er de klar til at blive spist med smeltet smør ☺

Græskarboller med fuldkorn

Græskarboller med fuldkorn

Græskarboller med fuldkorn

Her kommer min 2. opskrift på græskarboller. Som jeg skrev i det andet indlæg, er det højsæson for græskar pt., Halloween er lige rundt om hjørnet og har du måske børn med efterårsferie er det oplagt, at skære græskar ud og bruge resterne til boller. En rigtig hyggedag 🙂

Den her variant er mere grov i det, da den indeholder fuldkornshvedemel og derudover også græskarkerner. Om man er til den ene eller den anden er en smagssag – jeg synes de begge er gode.

Som du måske spotter når du kigger dig igennem de to opskrifter, så minder de om hinanden selvom nogle ingredienser er byttet ud med noget andet. Det betyder at du faktisk godt kan lave begge opskrifter på samme tid og så f.eks. kun lave halv portion af hver – så er det lidt at vælge imellem 🙂

Du kan se den anden opskrift på græskarboller her.

Opskrift til 14 boller

Ingredienser
250 g græskar uden skræl
20 g olie til stegning
25 g gær
1 dl mælk
½ dl vand
1 æg
1 tsk salt
50 g græskarkerner – købte, ikke dem fra græskaret da de har en ekstra skal.
140 g fuldkornshvedemel
320 g hvedemel
1 æg til pensling
evt. lidt ekstra græskarkerner til at drysse ovenpå bollerne

Græskarboller med fuldkorn

Fremgangsmåde
Start  med at skrælle og afvej 250 g græskar. Riv derefter græskaret groft på et rivejern.

Varm en pande med lidt olie op til middel varme og kom det revet græskar på panden. Det skal svitses ca. 5 min til det er mør, men det skal ikke blive brunt.

Tag en skål, og kom mælk og lunken vand der i. Derefter røres gæren ud i skålen.

Tilsæt æg, salt, græskarkerner og græskaret og pisk det sammen med elpiskeren.

Nu skal melet tilsættes. Kom først fuldkornshvedemelet i, og tilsæt derefter hvedemelet lidt af gangen og pisk løbende dejen. Når du kun har lidt hvedemel tilbage tages dejen ud på bordet og æltes godt.

Dejen skal derefter stilles til hævning et lunt sted i 1 time.

Når dejen er hævet deles den i 14 portioner der rulles til runde boller og sættes på en bageplade med bagepapir.  De skal derefter efterhæve i 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader.

Efter bollerne har efterhævet skal de pensles med et æg og kan drysses med græskarkerner.

Bollerne skal have 20 minutter i ovnen og så er der dømt dejlig duft af hjemmebag i hele hytten 🙂

Pasta med persillepesto, laks og grøntsager

Pasta med persillepesto, laks og grøntsager

Pasta med persillepesto, laks og grøntsager

Da jeg var barn spiste jeg ikke så meget fisk for, at sige det mildt – bare spørg min familie der tydeligt husker kampen om at få mig til at spise det.

Det har ændret sig med alderen. Nu spiser jeg næsten alle slags fisk – de skal bare være tilberedt rigtigt.

Laks er en af mine yndlingsfisk (når vi altså ikke taler om dykning, hvor jeg er utrolig glad for hvalhajer, men det er en anden historie J ) Det er også en af de fisk de fleste mennesker spiser, så det er derfor oplagt at min første opskrift her på bloggen med fisk skal være med laks.

Opskrift til 2 personer

Ingredienser
2 laksefileter med skind
200 g squash
150 g champignon
80 g frosne edamame bønner/sojabønner
Lidt citronsaft
Olivenolie og smør til stegning
ca. 70 g persillepesto købt eller se opskrift her
250 g frisk fuldkornspasta
Parmesan
Salt og peber

Pasta med persillepesto, laks og grøntsager

Fremgangsmåde
Skyl champignon og squash og skær det i grove stykker. Varm en pande med oliven olie op til middel varme og svits grøntsagerne i ca. 10 minutter til de er møre men der skal stadigvæk være lidt bid i. De sidste par minutter tilsættes de frosne edamame bønner og grøntsagerne krydres med salt og peber.

Sæt en gryde over med vand til fuldkornspastaen der skal koges al dente.

Imens grøntsagerne svitses varmes en pande med lidt olivenolie og smør op til middel varme og laksefileterne kommes på med skindsiden nedad.  Kom lidt salt og peber samt citronsaft på den side der vender opad.

Efter ca. 3-5 minutter når laksefileterne er halvvejs stegt vendes de forsigtigt så de ikke gå i stykker.  Tag en gaffel og en kniv eller en lille køkkentang hvis du har det. Hvis du tager fat i skindet kan du lige så stille trække det af og smide det ud. Derefter krydres der igen med salt, peber og citronsaft. Når laksen er stegt færdig på denne side kan du lige give den 1 minut på den side hvor skindet er taget af så den er sprød på begge sider.

Når grøntsagerne er møre og fuldkornspastaen kogt al dente blandes det i gryden sammen med persillepestoen.

Anret pasta/grøntsager fint på en tallerken sammen med laksefileterne og riv noget parmesan groft hen over retten, der nu er klar til servering.

Persillepesto

Persillepesto

Persillepesto

Det er højsæson for persille. Måske har du selv noget, hvis ikke så må du på jagt hos naboen, familie eller venner. Det friske persille skal alligevel plukkes inden frosten kommer. Hvis du har mulighed for, at få en masse persille kan du med fordel skylle det, tørre det i noget køkkenrulle/et rent viskestykke og så komme det i fryseren. Så har du til længere tid og der er rigtig godt at bruge f.eks. i pesto, sammenkogte retter osv. for det er selvfølgelig ikke helt så pænt som frisk persille at pynte med.

Jeg har nedenfor lavet en opskrift på persille pesto til dig. Det tager ingen tid at lave – og kan sagtens holde sig nogle dage i køleskabet.

Opskrift til 1 skål som på billedet

Ingredienser
60 g frisk persille
2 fed hvidløg
1 dl olivenolie
20 g solsikkekerner/pinjekerner
30 g parmesan
skallen fra ½ citron alternativt lime
salt og peber

Persillepesto

Fremgangsmåde

Skyl persillen, tag de grove stilke fra og kom det op i minihakkeren.

Svits solsikkekerner på en tør pande til de får en gylden farve – vær opmærksom på at det går langsomt i starten og så pludselig tager det fart og de kan derfor nemt blive for mørke og smage brændt. Når de er gyldne kommes de op på en stor tallerken og køler lidt af inden de tilsættes i minihakkeren. Det er som skrevet på ingredienslisten også muligt at bruge pinjekerner. Grunden til jeg bruger solsikkekerne er, at det er langt billigere at bruge – dog varierer kernerne alt efter hvilken ret pestoen skal bruges til.

Pil 2 fed hvidløg og kom dem i minihakkeren sammen med olivenolie, parmesan, citronskal, salt og peber.  I forhold til olivenolie, så kan det købes i mange forskellige kvaliteter og prisniveauer. For at opnå en god pesto hvor jeg synes man kan smage forskel på hvilken olivenolie der bruges, vælger jeg altid at bruge en lidt bedre kvalitet.

Til sidst tilsættes de afkølede solsikkekerner og alle ingredienserne blendes. Konsistensen er en smagssag. Nogle vil gerne have deres pesto helt fin og jeg kan bedst lidt den lidt grov så prøv dig frem og have i tankerne hvad pestoen skal bruges til.

Smag pestoen til når det har den ønskede konsistens og så er den klar til brug.

Gammeldags æblekage - nyfortolket med knas

Gammeldags æblekage – nyfortolket med knas

Gammeldags æblekage - nyfortolket med knas

Gammeldags æblekage minder mig om noget jeg altid har fået hjemme hos mine bedsteforældre og forældre. Selv har jeg faktisk ikke lavet det så ofte – indtil jeg for nogle år siden flyttede over til min kæreste, der bor i underetagen af et hus hvortil der hører en have – En have fyldt med æbletræer vel at mærke.

Jeg har derfor efterhånden lavet jeg ved ikke hvor mange forskellige kager, syltetøj, grød, smoothies osv. osv. med de mange æbler. Jeg har derfor også lavet den traditionelle gammeldags æblekage eller gammeldaws æblekage som vi kalder den hvor jeg kommer fra 🙂

Da jeg synes der er kedeligt at lave de samme opskrifter igen og igen besluttede jeg derfor, at lave en nyfortolkning af den traditionelle gammeldags æblekage – og det var ikke nogen dum beslutning hvis jeg selv skal sige det.

Prøv den – den er virkelig let at lave, og lad mig høre hvad du synes om den 🙂

Ingredienser
400 g skrællede æbler uden kernehus
1 vaniljestang
1 dl vand
30 + 50g sukker
30 g hasselnødder
70 g havregryn
30 g mandler
30 g smør
¼ l fløde

Gammeldags æblekage - nyfortolket med knas

Fremgangsmåde
Skræl æblerne, skær kernehusene ud og bådene i tern. Der skal bruges 400 g æble.

Kom æbleternene op i en gryde sammen med vandet. Skær vaniljestangen igennem og skrab kornene ud. Vej 30 g sukker af og bland vaniljekornene med en lille del af sukkeret for det ikke klumper – Kom det hele op i gryden der tændes ved svag til middel varme så det kan stå og simre under låg.

Lad æblerne simre under låg i 10-15 min. Rør jævnligt i grøden så du sikrer dig at det ikke brænder på. Du vil desuden opleve at efterhånden som æblerne bliver møre kan du røre dem ud.

Imens grøden står og hygger sig,  laves knasen til æblekagen. Vej 50 g sukker og 30 g smør af og kommer det på en pande som du tænder ved svag varme.

Hak mandler og hasselnødder groft og kom det på panden, sammen med havregrynet når smørret er smeltet.

Jeg vil anbefale dig, at blive stående ved komfuret imens du rister havregryn og nødder da det lynhurtigt kan få for meget – og så smager det ikke af andet end brændt og det vil være ærgerligt. Rør derfor jævnligt i knasen der stille og roligt bliver gylden.

Når knasen har en gylden farve tages det af panden og spredes ud på en bageplade med bagepapir på. Dette er for at få det kølet ned hurtigst muligt og undgå det står og får mere varme fra panden og dermed risikerer at komme til at smage brændt.

Når  æblerne er møre og du kan røre dem ud er grøden færdig. Grøden hældes i en bøtte og stilles på køl.

Det eneste du mangler nu er, at piske flødeskummet hvilket jeg vil anbefale dig at vente med at gøre, til lige inden servering – som desværre først er når æblegrøden er blevet kold 🙂

Så er alle ingredienserne klar og du skal blot anrette æblekagen på en indbydende måde. Jeg synes personligt at små glas, champagneglas eller en glasskål får æblekagen til at tage sig godt ud når man laver det i flere lag. Uanset hvordan den serveres, så er jeg sikker på den nok skal blive et hit 🙂

Hvis du ønsker lidt variation til denne opskrift kan du f.eks. altid tilsætte lidt kanel i knas’en, bruge skyr rørt med lidt sukker/sødemiddel og vaniljekorn i stedet for flødeskum eller makroner i stedet for knas.

Sund æblegrød uden sukker med vanilje

Sund æblegrød med vanilje uden sukker

Sund æblegrød uden sukker med vanilje

Jeg har lige været i gang med en storproduktion af denne sunde æblegrød. Vi har haven fyldt af æbler – flere end vi snart kan nå at bruge så jeg producerer på livet løs. Jeg har derfor selv lavet nedenstående opskrift x 3 🙂

Hvad bruger jeg den så til? Jo ser du, jeg bruger det til alverdens ting. Som jeg har nævnt for jer et par gange spise jeg skyr til morgenmad flere gange om ugen. Her taget jeg et par spiseskefulde af æblegrøden og blander sammen med skyren og så lidt hjemmelavet müsli ovenpå.

Jeg kommer det også ovenpå mine banan/havregryns pandekager, i smoothies, med mælk på osv. osv. Mulighederne er mange.

Jeg har valgt at beholde skrællen på æblerne, da de sunde og gavnlige ting i æblerne sidder i skrællen og lige under – og dem vil jeg ikke gå glip af.

Det gør desuden at grøden er ret nem og hurtig at lave. Tilsætter du atamon i grøden kan den desuden holde sig i flere måneder og du kan spare penge på at købe æbler/andet frugt det næste stykke tid.

Opskrift til 1 glas af 1 liter/ ca. 3 mindre glas

Ingredienser
1 kg æbler uden kernehus i tern
1,5 dl vand
1 stang vanilje
Evt. sødemiddel
Atamon

Fremgangsmåde
Start med at skylle æblerne og skære kærnehuset ud.

Skær æblebådene i mindre tern så du undgår for støre stykker skrald i grøden.

Kom æblerne op i en gryde sammen med vand og tænd ved middel varme.

Tag vaniljestangen, skær den op på langs og skrab vaniljen ud og kom det op i gryden, tilsæt også gerne vaniljestangen som blot tages op når grøden er færdig.

Lad æblerne simre under låg i 10-15 min. Rør jævnligt i grøden så du sikrer dig at det ikke brænder på. Du vil desuden opleve at efterhånden som æblerne bliver møre kan du røre dem ud.

Imens grøden simrer, skylles glas i først varm vand, derefter kogende vand og til sidst i atamon efter anvisningen bag på flasken.

Når grøden er færdig tilsættes evt. lidt sødemiddel. Smag på grøden inden du tilsætter sødemiddel og tilsæt kun lidt af gangen. Jeg tilsatte kun meget lidt sødemiddel i min grød, da de æbler jeg brugte var meget søde i sig selv og jeg forstrækker at det er lidt frisk. Så prøv dig frem.

Hvis du laver en stor portion kan du evt. komme kanel, kardemomme, citronmelisse og citronsaft i en del af grøden imens det simre for at få flere varianter.

Til sidst kommes grøden i glas og lukkes straks.

Kylling med karry og grøntsager

Kylling med karry og grøntsager

Kylling med karry og grøntsager

Den her opskrift er en gammel kending i mit køkken. Jeg tror jeg har lavet den lige siden jeg flyttede hjemmefra, hvor jeg i en kogebog så en opskrift der minder om den. Jeg har så lavet om i den utrolig mange gange – og her er den så: min asiatisk inspirerede kyllingeret med karry og grøntsager.

Eftersom jeg har lavet den et utal af gange, har jeg også prøvet at lave den med utrolig mange forskellige slags grøntsager. Jeg vil sige at du ikke behøver låse dig fast på nedenstående grøntsager, hvis det ikke lige er dem du har i køleskabet den dag du har lyst til at lave retten – så prøv dig frem med nogle andre. Det er bare min version – den jeg synes smager bedst. Dog vil jeg anbefale at du har nogle grøntsager som squash og gulerod med bid i.

Opskrift til 4 personer

Ingredienser
400 g hakket kyllingekød
150 g løg
2 fed hvidløg
350 g gulerod
230 g champignon
170 g squash
180 g grøn peberfrugt
100 g frosne ærter
1 hønsebouillon
1 dl vand
olivenolie til stegning
Karry
Timian
Salt og peber
500 g parboild speltkerner – alternativt ris
Evt. 250 g cremefraiche og citronsaft
Evt. 4 stk. naanbrød

Fremgangsmåde
Start med at sætte vand over til speltkernerne, der koges i 25 minutter når vandet koger.

Svits det hakkede kyllingekød på en pande ved middelvarme med lidt olivenolie.
Imens kødet svitses skrælles og skylles gulerødder, squash, peberfrugt og champignon.

Snit løg, gulerødder, squash og peberfrugt i tynde stave af ca. 2 cm længde. Champignonen snittes i skiver og hvidløg i små stykker.

Når kødet er brunet tages det af panden og kommes op i en dyb tallerken. Kom igen lidt olivenolie i panden og svits først løg og hvidløg på panden hvorefter gulerødder tilsættes.

Vend jævnligt grønsagerne og tilsæt mere olivenolie hvis det er nødvendigt. Efter ca. 5 min tilsættes squash og peberfrugt og 2-3 minutter senere champignon.

Grønsagerne skal være sprøde og der skal stadigvæk være bid i dem. Opløs hønsebouillon i 1 dl varmt vand og hæld det op i panden hvorefter kyllingekødet hældes tilbage i panden.

Lad retten simre et par minutter og tilsæt frosne ærter, karry, timian, salt og peber. Du skal ikke være bange for at komme godt med karry i, det gør den bare endnu bedre 🙂

Retten er nu klar til at blive serveret med de kogte speltkerner. Jeg tager ofte lidt cremefraiche, blander det med citronsaft, salt og peber – en rigtig enkel lækker dressing der står godt til karryen. Vi får også ofte et stykke naanbrød til som tilbehør.

Gulerodspandekager

Gulerodspandekager

Gulerodspandekager

Her har du en super nem og sund opskrift på pandekager. Mel er stort set erstattet af gulerødder så de kan spises med god samvittighed og så smager det oven i købet godt 🙂

Jeg spiser både pandekagerne til aftensmad og har dem mad i madpakken. De kan sagtens tages med på job/i skole og komme en tur i micro ovnen.

Fyldet kan også varieres alt efter ønske. Jeg spiser dem ofte med blandet salat, gravad laks og hytteost, men f.eks. kan svitset kyllingebryst i mindre stykker, hakket oksekød med krydderier også sagtens bruges.

Opskrift til 2 personer/ca. 5 små pandekager

Ingredienser
170 g gulerod
30 g fuldkorns hvedemel (kan erstattes med alm. hvedemel, læse mere under fremgangsmåde)
2 æg
½ dl vand
Salt og peber
Olivenolie til stegning

Fremgangsmåde
Skræl gulerødderne, del dem i nogle mindre stykker og kom dem i blenderen sammen med resten af ingredienserne.  Blend indtil massen er helt jævn og fin.

Det er helt op til dig om du vil bruge fuldkorns hvedemel eller alm. hvedemel, grunden til  at jeg oftest bruger fuldkorns varianten er ganske enkelt at det er sundere. Om de smager bedst med den ene eller den anden type mel er en smagssag, den lidt søde gulerod smager mere igennem hvis du bruger alm. hvedemel. Så lad fyldet afgøre om det skal være den ene eller den anden variation 🙂

Varm en pande op til lav/middel varme med lidt olivenolie.

Kom en portion af dejen på panden og lad den stege til den er næsten gennemstegt. Begynder du at vende pandekagen for tidligt, går den i stykker. Jeg vil anbefale dig ikke at lave dem for tykke og selv laver jeg dem ret små og kommer bare fyldet ovenpå uden at rulle dem – men igen en smagssag.

Det er meget godt lige at røre lidt i dejen inden du tager en ny portion og kommer på panden hvis du bruger fuldkorns hvedemel, så det ikke ligger i bunden til den sidste pandekage.

Hvis du laver pandekagerne, og måske endda både med fuldkorns og al. hvedemel så lad mig høre i kommentarfeltet hvad du synes og hvilken en der er favoritten 🙂